Om ArboViro

NAVNET på mit værksted er lidt mærkeligt, mener nogle. Forklaringen er ganske enkel… på Esperanto betyder Arbo “træ” og Viro “mand”. Altså betyder ArboViro frit oversat “træmand” ? ?

HISTORIEN bag mit værksted er ikke helt så enkel og for mig er den også tragisk. I starten af 2014 fik jeg stillet diagnosen svær kronisk PTSD og efterfølgende blev jeg tilkendt pension. Efter 35 år på arbejdsmarkedet måtte jeg simpelthen finde noget at “stå op til” for ikke at ende i “pisserenden”.

Som knægt var jeg utrolig glad og fascineret af at lave ting i træ. Jeg brugte ufattelig mange timer på at save, bore, skrue og slå søm i, især når jeg var på besøg hos mine bedsteforældre. Ret hurtigt fandt jeg frem til jeg ville begynde at dreje i træ. Jeg håbede også på jeg efter så mange år igen ville kunne genfinde fascinationen og glæden ved at arbejde med træ. I det små begyndte jeg at indrette mit værksted, som grundet min sygdom er og bliver mit FRISTED, stedet hvor jeg kan trække mig tilbage og få ro i sindet. Med andre ord er arbejdet med træ blevet min TERAPI.

Min nye livsfilosofi er: “Ting tager den tid ting tager” og “Jeg når det jeg når” forholdsvis enkelt, men ikke altid lige let at efterleve og der er kontant afregning. Min hjerne og krop lukker bogstaveligt ned ? ? ? ? ☠️

Af samme årsag vil der forventeligt også være perioder, hvor jeg ikke har overskud / energi til at gå i værkstedet. Ligesom det ikke er en mulighed for mig at tage på markeder og lignende, hvor andre trædrejere med større eller mindre held forsøger at afsætte nogle at deres ting.

Jeg har derfor valgt at oprette denne hjemmeside / webshop i et forsøg på at komme bredere ud med de ting jeg laver og med et spinkelt håb om at nogle af dem også vil finde et nyt hjem. Her hjemme er vi forlængst løbet tør for vandrette flader og flere af mine ting står nu blot i en kasse, hvilket jo egentlig er synd, når de ligeså godt kunne stå og være dekorative i et andet hjem.